2020, Mit liv

M ❤️

Jeg kan se at jeg senest den 3. juni har skrevet et indlæg. Det var mens jeg var gravid. Jeg kan dårligt huske den sidste tid, men jeg er ret sikker på at jeg sov/hvilede mens jeg kunne og ventede spændt på hvornår fødslen mon skulle gå igang.

Jeg mener at huske at slimproppen gik om lørdagen og jeg fik langsomt i løbet af mandagen veer. Jeg prøvede at time dem, men det var håbløst. Mandag aften ringede vi til fødegangen og jeg kom ind og blev tjekket. Jeg nåede dårligt hjem med min lille “cocktail”, før veerne gik igang. Da jeg ankom var jeg et par cm åbent og fik lavet noget hindeløsning, noget jeg hurtigt glemte alt om. Det var vist nok også derfor det gik så hurtigt, for jeg var tilbage og indlagt kun et par timer efter, 5 cm åben og kort tid efter fik jeg epidural. Så var det jo bare ventetiden, jeg husker ikke at vi lavede det store andet end at vente. Omkring klokken 17 begyndte presseveerne og jeg fødte ved 20-tiden. Mind mig om at få slukket for epidural til næste fødsel, for jeg kunne intet føle af presseveer, jeg kunne kun se på skærmen at de var på vej, efter jordemoder vist fortalte at det var tid. Det endte med at min søn blev taget med sugekop (eller hård kop, hvad hedder det egentlig?) og jeg måtte opereres i 2-3 timer for at få bristningerne syet sammen.

Tror det først er nu, lidt over 2 måneder efter fødslen, at jeg egentlig føler mig sådan helt ovenpå. Kroppen helede nok hurtigere end min psyke. Jeg har ekstremt svært ved de ændringer en graviditet og fødsel har sat på min krop. Jeg ammer, og føler ikke rigtig at jeg kan tillade mig (endnu) at løfte som jeg gjorde før. At jeg så har været over 80 dage væk fra træning og kun kan løfte min kettlebell på 8 kg uden at blive mega øm er så noget helt andet. Men jeg synes også at jeg skal spise nok, til at danne nok mælk til min søn – i hvert fald nogle måneder endnu. Men jeg er ved at blive skør i den her krop, som jeg ikke rigtig føler jeg kan være mig selv i. Det er ikke min krop, den jeg ser i spejlet. Fair nok at andre kan være tilfreds for ekstra kg, løs hud og brede hofter – det er som sådan heller ikke det der irriterer mig. Men det er at det hele hænger, at jeg føler mig svag, for blød. Ligemeget hvor meget kæresten fortæller mig hvor lækker jeg er, hvis jeg ikke føler mig tilpas, så er det sådan det er, og så må jeg ændre det.

Men hold nu kæft hvor det hele på en måde også burde være pisse ligegyldigt, når man har fået sådan en dejlig søn ud af det, som vi har. Det fandme hårdt, det der amning, men det ville MME også være, det kan jeg ikke få mig til at give ham som eneste næring. Jeg får heldigvis sovet mere end de første uger, men afbrudt søvn kommer aldrig til at være fedt. Men det hele er også lidt hyggeligt stadig og jeg glæder mig til at han kan mere og mere, og jeg er sgu stolt af ham og mig selv. Tror overhovedet ikke jeg var forberedt på hvordan det ville være at blive mor, men jeg synes sgu at jeg har klaret det ret godt indtil videre!

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.