Uncategorized

En ny hverdag

Jeg havde egentlig tanker om at nævne nogle ting som måske er tabuer at sige. Jeg skal ærligt indrømme at det tog mig 10 dage at forelske mig i min søn. Før det var jeg meget ked og sur på ham, fordi han havde taget min frihed fra mig, og jeg var hunderæd for at jeg havde fået fødselsdepression, fordi jeg græd seriøst hver dag op til den dag, endnu mere over krisen med amning, som jeg var mega tæt på at opgive. Og det er virkelig ikke alle der har den der “love at first sight” med deres barn, og jeg var der 100% for mit barn, men fuck det hele var hårdt. Det hele ændrede sig først da jeg indså, at det var okay at han faktisk godt kunne ligge alene, uden at jeg skulle være der.

Når man får et barn, så er der jo en del der ændrer sig. Måske også især når man har valgt at amme, som jeg har gjort. Det kan godt irritere mig nogle gange, fordi jeg savner virkelig noget frihed, men på den anden side, så er det ikke noget jeg kan give slip på, også selvom jeg har sagt til mig selv at jeg ville stoppe omkring 3 måneder eller når han starter på skemad, men selv der skal han jo hovedsageligt have mælk som næring, og så bliver jeg vel også lidt ved. Også selvom jeg lidt hader det, men igen, jeg kan ikke få mig selv til at stoppe, men jeg er begyndt at tænke at jeg går efter det anbefalede, altså omkring det tidspunkt han er 6 måneder.

Men der er nogle ting, som jeg bare må acceptere er ændret i et langt stykke tid. Man får ikke rigtig varm kaffe længere, der er altid en der lige skal have mad, lige som jeg har sat mig med en varm kop kaffe. Maden skal næsten også lynspises, fordi igen, lige som jeg tænker jeg vil have 5 minutter for mig selv, så er der en lille en der bliver sulten eller har brug for min opmærksomhed. Jeg er stadig igang med at prøve at få ham til at sove lur, men det er bare ikke altid han vil det når han ligger for sig selv, og så er han også bare for lille til at få rutine i det, men jeg prøver selvfølgelig at putte når jeg kan se han er træt, men så ender han med måske kun at sove 30 minutter, og jeg står i 20 minutter måske og prøver at vugge ham i søvne (ikke sjovt når man er begyndt at træne igen).

Og så skal jeg da også lige nævne at det har taget mig to dage at skrive dette indlæg. Det har ændret lidt karakter hen ad vejen, og der er bare nogle ting der har ændret sig, sådan er det når man vælger at få et barn, og det kræver så meget tålmodighed, han gør jo intet med vilje eller for at irritere mig, men nogle dage kan man bare godt mærke at det er hårdt at skulle være så meget på for et andet menneske, men vil så også sige; størstedelen af tiden er det virkelig rart, jeg elsker ham, han er god mod os og mig og det er jo ene og alene fordi jeg har valgt at amme, at tingene er svært for mig, for jeg er ligesom den eneste der kan give mad, og han bliver altså sulten tit, også midt om natten, og det er jo bare sådan det er! Jeg er heldigvis ikke alene og kan få lov til at sove længe hvis jeg har brug for det, fordi så ammer jeg bare og sover videre, mens min kæreste står op med ham, men når han er så lille, så er det jo bare mor der er den bedste. Jeg elsker min søn og ville ikke bytte denne tid for noget, men jeg synes altså også godt at man må have lov til at sige at det er svært.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.