2020, Mit liv

Opdatering på livet / #lifeupdate

Jeg må være den dårligste blogger, men der er også bare sket så meget siden jeg sidst skrev, og jeg tænker ofte på hvad jeg kan opdatere om. Der er jo sket rigtig meget i vores lille familie, Markus er begyndt at være meget mere mobil, kan nu trille om på maven, som er hans fortrukne måde at ligge på for tiden, og han er ivrigt igang med at lære at kravle. Jeg har brugt alt for meget af min barsel på at bekymre mig over hans søvn (eller mangel på samme), men jeg er endelig ved at acceptere at der bare sker for meget udviklingsmæssigt konstant til at han kan finde ro, men han sover så til gengæld ret fint om natten, ofte kun med få opvågninger. Men jeg har været smadret siden vi gik over til vintertid, og det er nærmest bare ren overlevelse lige nu 😬 jeg var begyndt at træne lidt igen, men har måtte droppe det – jeg har overhovedet ikke energien til det og ofte tror jeg faktisk ikke engang jeg får spist nok og igen, nok også derfor jeg er træt 😴

Vi er måske endelig ved at være der hvor der er nogen der kan passe ham, så vi lige kan være os selv nogle timer, tage ud og spise, eller hvad vi end har lyst til (ærligt, vi snakker om alt det vi vil, men det ender jo nok med at vi crasher tidligt og sover “længe”). Det kræver dog nok en kæmpe portion søvntræning og tålmodighed fra os, han gør det sgu ikke helt nemt for os, når han overhovedet ikke er fan af sut. MEN… når vi så får det til at fungere, så tror jeg vi bliver glade og det er jo helt sikkert kampen værd 💪🏻

Men derudover er det jo vildt at følge hans udvikling, og jeg sidder nogle gange og er lidt ked af at babyfasen (størrelsesmæssigt) var så lille, fordi han er stor og tung nu (tror seriøst han bliver 2 meter høj), hvilket gør at jeg ofte glemmer hvor lille han i virkeligheden er. Han er igang med at kravle og bliver virkelig frustreret når det ikke lige går efter hans hoved, og han er begyndt at snakke mere og det er bare så dejligt – han får mig virkelig til at grine, og det er desværre rigtig lang tid siden jeg sådan oprigtigt har grint og været lykkelig 🥰

Det bliver spændende at se hvad der sker for os i 2021. Selvom jeg synes baby har været mere udfordrende end jeg lige havde regnet med, så vil jeg 100% gerne have en til. Jeg savner nogle gange at være gravid (var nok også ret heldig med min første graviditet), men det er jo ikke “bare” lige at få en til. Vi er også igang med at kigge på lejlighed, så vi kan få mere plads, flere “luksusting” (opvaskemaskine, vaskemaskine etc.) og et værelse til Markus – selvom jeg har svært ved at forestille mig at jeg nogensinde vil lade ham forlade min side i soveværelset ❤️

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.