The Power of Makeup?

DSC00470 DSC00476

Jeg er en full-coverage type, alt skal dækkes, fordi jeg har meget rødme i ruden og meget mørke rander under øjnene (har bare tynd hud, bruger øjencreme hver aften, det er kun blevet en smule bedre), men igen, kan sagtens gå udenfor uden foundation + concealer, jeg vil dog gerne have mascara på, men der kunne man jo vælge en brun – har faktisk en fra Benefit jeg nok skulle begynde at bruge og så gå uden foundation det meste af tiden?

Jeg ville dog ikke gå uden makeup hvis jeg fx. skulle på arbejde, fordi jeg synes man skal se præsentabel ud, men det er jo ikke nødvendigvis “a full face of makeup”.

Men som jeg har skrevet tidligere, så er makeup sjovt. Og som min hudlæge så pænt sagde det: at man endelig ikke føler sig tvunget til at gå med makeup, at man faktisk har et valg nu.

De sidste 2 måneder har jeg faktisk det meste af tiden gået uden noget, bare af ren dovenskab. Så det sker også. Det er ikke fordi det som sådan er hårdt at tage makeup på, det er bare mange skridt, hvor man nogle gange tænker at man hellere vil have mere tid til noget andet?

Continue Reading

Om at føle sig tvunget til at have makeup på…

Det er meget fremme lige nu. Jeg så det først på youtube med “the power of makeup”-tag, hvor Nikkitutorials startede det med at tage makeup på kun halvdelen af sit ansigt.

I går var der noget i nyhederne, hvor de viste nogle piger, der ikke ville kunne gå en måned uden makeup, og en af dem sagde at hvis man går uden makeup var de bange for at folk ville dømme dem eller kommentere på deres udseende? (jeg har ikke set hele indslaget, kun dele af det).

Men makeup bliver vel også først et problem, når man føler at man SKAL tage det på, før man går ud af døren eller at man ikke kan tage et billede af sig selv uden makeup.

Det er noget jeg tidligere har gået rundt med. Jeg fik bumser tidligt og var også tidligt ude og undersøge hvordan jeg kunne dække det. Foundation og concealer blev mine første produkter. Jeg kunne ikke få udenfor en dør uden makeup, og hvis jeg gjorde følte jeg mig ekstremt usikker.

Det er først nu, hvor jeg er blevet 23 år, at jeg har lært at makeup er ikke noget man skal gemme sig bag. Det er ikke noget jeg SKAL tage på, for at gå udenfor. Men jeg vælger, nu hvor jeg har været meget igennem med min hud og endelig er fri for akne, at makeup er noget man kan have det sjovt med.

Og så ser jeg det ikke som et problem? Jeg kan sagtens tage billeder af mig selv og dele dem, hvor jeg ikke har makeup på. Jeg kan også godt gå udenfor en dør.

Jeg tror dog at det er noget der kommer med alderen. Jeg har helt ærligt flere ting at bekymre mig om, end hvad folk synes når jeg går udenfor uden makeup ELLER når jeg går ud med et full face of makeup.

Det har været en svær kamp, men det burde også være ok at tage makeup på, at man ikke bliver stemplet som en, der ikke har det godt med sig selv, mangler selvtillid eller hvad folk end kan tro når man tager meget makeup på.

Makeup skal være sjovt, ellers skal man ikke gøre det. Så dem der ikke synes det er sjovt, kan jo også bare frit vælge at lade vær. Men det er helt sikkert at man skal gøre det for sig selv og ikke for andre. Hvis nogen ikke kan lide ens udseende når man ikke har makeup på, hvad fortæller det så om dem?

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal forklare det.. Men jeg vil slutte det her indlæg ud med et billede af mig både uden makeup og med morgenhår (og rod i køkkenet):

IMG_0218 [1766472]

Continue Reading

Mit første arbejde gjorde mig til shopaholic

Der skulle gå lang tid før jeg fik mit første arbejde. Og det var ikke fordi jeg ikke havde prøvet. Jeg havde i løbet af 3.g sendt mange ansøgninger, fordi jeg i mit hoved så mig selv tage et sabatår. Det blev desværre ikke sådan for mig, jeg måtte indse at jeg måtte kigge efter noget. Valgte en uddannelse jeg egentlig ikke ville og endte alligevel med kontanthjælp et lille halvt år, før jeg skulle starte på uddannelsen.

Jeg tog 1. semester. Det var faktisk spændende, og jeg tænkte at det måske kunne være at det var noget for mig. Men da vi så skulle ud i praktik gik det hurtigt op for mig, at det ikke var noget for mig. Børnene var søde og de andre pædagoger var også søge, intet galt der. Det var bare ikke noget jeg kunne se mig selv lave.

Jeg var heldig at i min sommerferie efter 1. semester blev ansat som piccoline i det firma min mor arbejdede. Jeg var rigtig heldig faktisk og det var held i uheld. Jeg elskede det, det gav mig noget at lave, selvom det kun var 1-2 dage om ugen.

Kort efter startede jeg i praktik og fra første dag var jeg desperat efter at kunne få flere timer fra arbejdet, så jeg kunne stoppe uddannelsen, men stadig ikke også skulle på kontanthjælp. Jeg ved ikke hvordan det skete, men jeg fik flere timer og fik samtidig også mange flere arbejdsopgaver. Jeg er evig taknemlig overfor ham som gav mig chancen.

Mere i løn betød også at jeg kunne shoppe mere. Det har aldrig været noget der har været muligt for mig og pludselig gik jeg amok. På 1 år blev det rigtig slemt, fordi der var jo så mange ting jeg kunne købe lige pludselig? Og det gjorde mig glad, men mistede jo også hurtigt interessen for de ting. Sådan er det vel med shopaholic.

Jeg har lang tid været klar over at det nok var der problemet var, men det var jo bare 100 kr. der og 200 kr. her, men det løber altså op i rimelig meget. Jeg har dog aldrig på noget som helst tidspunkt brugt penge jeg ikke har.

Men nu hvor jeg har mistet mit arbejde, må jeg ændre mig. Og det er jo ikke fordi jeg mangler noget. Det gør jeg virkelig ikke. Så nu må jeg få brugt noget af alt det makeup og parfume jeg har fået købt og få slidt alt det tøj jeg har købt.

Jeg ved ikke hvad pointen med det her er, har bare brug for at få skrevet noget ned.

Continue Reading
1 4 5 6